Awesome

Billede af svaner, der flyver gennem solnedgang ved Sybergland i Kerteminde
Foto: Patrick Bay Damsted

Jeg er ved at lytte til den amerikanske forfatter Florence Williams personlige, og samtidig videnskabelige, fortælling Heartbreak. Den begynder med hendes personlige hjertesorg og fortsætter dybt ind i den nyeste og mest progressive forskning omkring det knuste hjerte.

Det gode er, at der sker så meget positivt omkring vores forståelse af sjæl og legeme, der kommer fremtidens mennesker til gode. Det ærgerlige er, at der skal gå så lang tid før vi implementerer de nye forståelser.

Vi ved, at der er en nyere forståelse af, hvad der reelt giver os mennesker et traume og hvordan det faktisk kan forløses. Hverken soldater hjemvendt fra krig eller dem, der mister deres partner til en sygdom eller en anden, kan få den hjælp, som de burde få, med mindre de heldigt rammer en progressiv kraft i sundhedssystemet...

Her er det vigtigt at sige, at jeg ikke sammenligner smerte og ikke måler traumetissemand. Alle mennesker har ret til deres deres smerte og den voldsomhed, som den fylder i dem. Lad os ikke nedgøre eller overdrive, blot have accept og omsorg for alle menneskers liv, som de oplever det.

Vi ved at traumer behøver en bredere definition og en bredere behandling. Traumer skal ikke bedøves, de skal perspektiveres i krop og sjæl, så de går fra at være et åbent sår til et helet ar.

Det samme gælder afhængighed, som i sin nye definition handler meget lidt om det, som man er afhængig af og langt mere at få (gen)etableret et stærkt tilhørsforhold til andre mennesker og livet. Kan du se tristessen? Jo mere folk skal skamme sig over deres afhængighed, jo mere afhængige bliver de af stoffer, druk, spil, sex eller af smerte - og jo mindre af livet omkring dem.

Vores gammeldags forsøg på at udskamme og krydse fingre for, at de er klar til genfødsel når den afhængige når bunden, er ret sikkert selve årsagen til, at så mange når bunden og bliver der - og endda skaber en endnu dybere bund. Og de der bliver reddet, skal tænke på sig selv som afhængige resten af livet, fremfor at tænke på sig selv som mennesker, der først og fremmest er mennesker og vigtige i samfundet. Vi er alle nogens datter og søn. Og dermed burde vi være alles datter eller søn.

Men som sagt, det overvældende ved bl.a. Florence Williams opsamling er, at der er håb! I spandevis. For os alle. Og det er håb, som er dokumenteret videnskabeligt og af de mennesker, som oplever de nye veje selv. Personligt har jeg gået til psykolog siden jeg var 18 år. Intet har rykket mig og givet mig ro og rod, som de seneste to års behandling med EMDR og TRE. Hos en ægte og uddannet psykiater, der har studeret det og behandler med det. Ingen heksekunst eller overtro, det er basal traumebehandling og heling. Veldokumenteret af videnskaben - og det får fem af mig!

Men nu skal du alligevel høre det vildeste! En af de hårde ting ved en skilsmisse er ofte ikke, at den sker - men den man er blevet op til det sker. I den (ofte årelange) periode, hvor man forsøger at redde forholdet eller vinde den anden tilbage ved at smide den man er væk (som de jo forøvrigt forelskede sig i) og prøver at blive den, som man tror de vil have. Livet er meget plastisk, men udfordringen ved at miste sig selv rammer hårdt, når man bliver smidt ud og ikke længere ved hvem man er. Fordi man har ofret den man er, for at blive ved.

Man kan sige, at man overtager den skam, som ens partner har og bringer den over sig selv. Man bærer den videre, mens partneren forsvinder i horisonten. Man skammer sig over sig selv. Man trækker sig. Man isolerer sig. Og føler ikke man fortjener, at være del af det hele, når man er så skidt et menneske.

Som de flokdyr vi er, vil vi ofte forlade flokken før den isolerer os, så vi i det mindste ikke oplever den ydmygelse. Og det gør vi.

Men der findes faktisk en kur. Awe. Som i det engelske ord, der også er rod til ord som awful og awesome.

Jeg kan desværre ikke finde det gode danske ord, ordbogen siger oversættelsen er ærefrygt. Det er den nok, men det er ikke meningen i denne brug. Dette er mere, som en overvældelse af os, af enten noget godt eller skidt.

En fornemmelse af, at noget er så meget større end os, som individuelt menneske, at vi ikke kan forstå det. Men fordi vi er mennesker på et molekylært niveau, ved vi, at det er en del af livet, som vi er del af. Hvor traumet er awful - en overload af noget negativt, vi ikke kan forstå, hverken i detaljer eller helhed - så er der heldigvis også masser af oplevelser, der er awesome.

Om du finder den i kampen, koret, koncerten eller kirken, er sådan set ligegyldigt. Så længe det bringer en tåre i øjet og den særlige fornemmelse, som du måske kender fra det øjeblik vi synger nationalsangen til nytår. DBU rammer den rent i røven, når de vælger “En del af noget større” som slogan.

I USA forsker man i - og har allerede dokumenteret - det man kalder Tre-Dages-Effekten. Tre dage i naturen har en overvældende positiv indflydelse på næsten alt i dit liv. I løbet af tre dage, hvor du er uden dækning, lever med naturens lys og i de vilkår, som den byder, vil alt fra dit humør til dit immunforsvar forbedre sig til niveauer, som du ikke kan medicinere eller tale dig til. Det er, næsten, lige meget hvad du spiser og hvad du gør i de tre dage - om du sidder og kigger på et træ eller sejler ned af en buldrende flod - så længe det du gør er, at holde fokus på øjeblikket, midt i noget, der er større end du kan forstå.

De sidste par dage har jeg opsøgt awe, efter at have været lidt mentalt på spanden i noget tid. (Jeg lover, at jeg prøver at finde et bedre ord og hvis du har et, så skriv det til mig). Det har gjort mig godt. Jeg kan mærke, hvordan selve fornemmelsen af at opleve, at jeg er del af noget, der er så rummeligt og så tilgivende, er godt for mig.

At opleve, at naturen altid kan rumme mig (det er der, at jeg typisk finder min awe) og altid er klar til et besøg. At der, kan jeg ikke ødelægge noget, men bliver heller ikke vurderet eller udskammet. At jeg er del af naturen og den er del af mig.

Med den lave forårssol i øjnene i skovene omkring Lundsgaard Gods, der brydes af de bladløse grene i det allerførste forår, der kommer buldrende med en kraft og af en kraft, som intet menneske kan styre, ikke engang alle mennesker i enighed, er så overvældende og godt for mig, som tusind timers terapi på en gang.

Det vigtigste at dele er, at ingen af os føler os hele. Gå derhen, hvor du er del af noget, der er så stort, at delene er større end dig. Rummer dig i helhed. Læn dig ind og vær helt dig selv.

Og vid, at vi hele tiden bliver bedre til at rumme, behandle og udvikle mennesker, men du vælger selv, hvornår du tager hul på fremtiden.

Patrick Damsted

Patrick Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.