Et land i provinsen

Et billede af an aftenmørk gade i Faaborg med klokketårnet i baggrunden
Klokketårnet i Faaborg

452x368 er opløsningen, som sikrer at vi både kan se vores liv i store træk og dybe detaljer. Fra vest til øst er der 452 km og fra syd til nord er der 368 km. Dette er vores hjemland. Danmark.

Med 55% af os bosat i byerne og hele 45% på landet. Typisk bor 28% af borgerne i et EU-land på landet. Kun seks lande i Europa har flere folk på landet end os og de fleste er lande, som vi ikke typisk sammenligner os med. Foran os er Kroatien, Ungarn, Letland, Slovenien, Luxembourg og Litauen, med tæt på 58% landboere.

Den store forskel er dog ikke procenterne, men størrelsen. På trods af, at så mange danskere bor udenfor byerne, så er det kun godt 14%, der bor længere end en halv times kørsel fra en by.

Fra land til provins til storby. Fra grus til gade til landevej til motorvej. Fra mennesker, der bor i højhuse over villaer til parcelhuse og til almennyttige boliger og kolonihavehuse. Fra det nogen kalder den rådne banan, og de lokale kalder vandkantsdanmark, over købstæderne til hovedstaden.

Her bor vi. Sammen og hver for sig. Med et klart billede af hinanden og en historie, som vi kun selv kender. Typisk med en række bevægelser i vores liv, der følger vores behov. Fra barndommens tryghed, gennem ungdommens behov for muligheder og de voksnes behov for selv at kunne give barndommens tryghed videre, til drømmen om en pension med havudsigt.

En voksen dansker flytter typisk 6 gange. Når de flytter hjemmefra, når de er færdige med uddannelse, når de flytter sammen, når de bliver skilt (disse to kan gentages ved behov), når børnene flytter hjemmefra og når de flytter i en form for ældrebolig. De fleste flytninger sker indenfor samme kommune og er overstået når danskeren runder 35 år.

Provinsen i dig

Med Fuzzys truttende tema og den fineste infrastruktur, som kongeriget kunne byde på, nemlig den nyeste Lillebæltsbro i fokus, ankom tv-seerne fra 1977 til og med 1980 til byen Svanbjerg med jævne mellemrum. Gennem 17 afsnit, skrevet af legendariske danske forfattere, som Leif Panduro, Johannes Møllehave og Anders Bodelsen, kom vi fire-fem gange om året ind i en historie, der tog udspring i det Danmark, der var samtiden og de danskere, der befolkede den.

Der bliver drukket og røget som var det dommedag, uden nogen hæver et øjenbryn. Men der er også et socialrealistisk og samfundkritisk blik, der klart hørte tiden mere til, men som også kunne være interessant at møde igen. Den omsorg, der er mellem mennesker i serien, handler ikke om den enkeltes rettigheder, men om en respekt for forskellighed, hvor man ikke behøver være enig i andres livsførelse, men lader den være i fred, så længe den ikke går ud over andre.

Mest af alt er der en fornemmelse af, at det ikke er nemt at være nogen. På god og klassisk vis bliver der kun virkelig lavet sjov med den allerøverste klasse. Dem, der fik nok berettigelse i navlestrengen til ikke at vide, hverken hvor slemt andre eller de selv faktisk har det. Og de der insisterer på en firkantet autoritet, selvom de ikke behøver den for at løse deres arbejde. Unødvendig autoritet bliver nådeløst punkteret af tissemandsjazz, der ordløst lægger sig i baggrunden og perspektiverer ord og handlinger.

Som vi lærte af klassikere som Huset på Christianshavn og Olsen Banden, så har vi danskere en særlig form for stille oprør, der sjældent bliver til en stor revolution, fordi den gennemsyrer alt hele tiden og aldrig tillader nogen, at tro de er mere berettiget end andre. Man kan godt være bedre til noget, men det vil aldrig berettige til rettigheder, som alle ikke har.

Temaerne i serien er stadig gældende. Den københavnske betjent, der kommer til provinsen for at arbejde og skal gøre en indsats for at blive accepteret. Samtidig med han introducerer nye vaner, hvor han ikke er glad for rygning før maden og ikke siger ja til alle de bajere, han bliver budt. Hotel Gripsholms restaurantejer, hvis ambitioner er store, men hvis modstander primært er hans egen milde arrogance. De engelske ord, der spreder sig i samtidssproget og er mere præcise end de danske, der ikke bliver opdateret så hurtigt, som kulturen rejser ind og primært ud af landet.

Et spørgsmål, der har forfulgt mig længe er, hvorfor ser ældre ting gamle ud? Straks det første afsnit toner frem i det klassiske tv-format med sorte bjælker på siderne, dukker tanken op igen. Hvorfor er det, at en spritny bil fra halvfjerdserne ser gammel ud nu?

Men det er glemt igen to minutter inde i gensynet med den 45 år gamle serie. Fortællinger bliver ikke gamle. Temaerne gør måske, der er nok ikke mange fiskere, der smugler cigaretter og spiritus uden banderole i dag, men selve fortællingens kerne gør det sjældent. Kriminalitet kommer ofte af nød og den manglende evne til at give sine børn mad. Relatable. På tværs af tid og kultur samler vi de samme kernefortællinger og de giver fælles mening.

Vi kender og genkender de såkaldt 7 grundlæggende plot, som vi ser, hører og læser igen og igen, gennem hele vores liv. Om det er et tusinder af år gammelt hulemaleri, der viser en bisonjagt eller den nyeste Hollywoodfilm om et casinoknæk, så er historien forankret i en af de klassiske historiebuer.

Måske er det den farefulde færd, hvor en person tager afsted med et mindre billede af sin egen kunnen og formåen end de kommer hjem med. Genfødslen, hvor et menneske enten tvinges til eller ønsker, at blive et andet og typisk bedre menneske. Eller den fattige, der pludselig vinder rigdom og berømmelse, mister sig selv og derfor også rigdommen og genvinder det, med sit oprindelige selv.

En fortælling, som vi kender den bedst, handler typisk om en person, som vi kan genkende os selv i, der har noget på spil, som vedkommende vil opnå eller undgå. Modstanderen kan være alt fra tid over en eks til deres sind og selvbillede.

Aristoteles der, så vidt vi ved, var den første til at sætte ord på en gribende fortællings struktur, mente at det var væsentligt at hovedpersonen var så almen, at man kunne genkende sig selv i personen. Særligt i tragedien, skulle man forlade historien med medlidenhed for hovedpersonen og med en klar fornemmelse af, at det kunne lige så vel blive en selv. Det var en øvelse i ydmyghed. Vi skulle ikke grine over fjolset, men møde vores egen svaghed.

Derfor definerede Aristoteles begrebet hamartia, som dækker over den forkerte beslutning, som hovedpersonen tager i løbet af historien, der gør at den ender som en tragedie. For Aristoteles var det essentielt, at det var hovedpersonen selv, der begik den fejl, som ledte til tragedien. Ikke noget udefrakommende. Det ville øge genkendelsen og samtidig menneskeligheden, mente han. Pointen er, at det meste lidelse i livet er skabt af egne valg.

Provinsens lighed

I En By i Provinsen er der den samme grundtone blandt betjentene, som vi kender fra de amerikanske politiserier. At afsnittets centrale betjent løser sagen og dermed er ugens episode forløst. Men under hele serien ligger menneskenes evige forfald som aldrig vil kunne forløses. Byen og indbyggerne står som en skygge bag betjentene og vokser dem langsomt over skuldrene.

Lighed i et folk giver ro i sindet og samfundet. På den konto udmærker Danmark ved at være et af de mindst hierarkiske og mindst korrupte lande i verden. Her kan du ikke købe dig til alt, der er visse vigtige ting, der er lige for alle. Retfærdighed, sundhed og skolegang f.eks. Så er det den historie vi faktisk fortæller os selv og hinanden om det land vi bor i?

Ikke typisk. De historier der fortælles af medierne er oftest afvigelserne fra forventningen. Hvilket også er meningen med den fjerde statsmagt, der holder de lovgivende, udøvende og dømmende i ørerne, ligesom de holder øje med resten af os. Pressen skal finde hullerne i suppen. Det er deres arbejde og selv når de arbejder med såkaldt "positiv journalistik" er historierne oftest baseret på en overraskelse over noget faktisk fungerer.

Onde tunger siger, at særligt formiddagsbladene kun skriver to typer historier, nemlig "gid det var mig" og "godt det ikke var mig". Altså ugens Lottovinder og dagens trafikuheld. Ingen af delene bliver man klogere eller bedre forberedt til livet af, men det er en basal fortælling, der giver et gys, som gør at vi kan skimte omridset af den vi er eller ønsker at blive.

For os mennesker er det naturligvis vigtigst at eksistere. Hele vores biologi og nervesystem er først og fremmest skabt til at holde os i live. Men det er jo langtfra nok, vi vil også gerne være. I den henseende er al denne lighed faktisk en trussel mod den enkeltes identitet. I 1917 satte den østrigske doktor i neuromedicin og faderen til psykoterapien Sigmund Freud, ord på hvordan vi føler os mere klemt på vores individuelle identitet, mellem dem der ligner os meget end dem der ligner os lidt.

Han kaldte fænomenet for Narzissmus der kleinen Differenzen. Når vi er omgivet af mennesker, der ligner os, så må vi finde narcisismen i de små forskelle. Og det gør vi. Jo mere vi ligner hinanden, jo mere vil vi skabe konflikt over små forskelle. For at finde os selv. For at definere, hvem vi er.

Det bringer det enkelte menneske i lidt af en presballe. For på den ene side har vi brug for flokken for at overleve og på den den anden side har vi brug for at skille os ud, for at leve.

Med en opløsning på 452x368 km er der ikke meget rum til at baske med de store identitetsvinger. Eller er der? Åh, jo der er!

Forskellen på mænd og kvinder. Forskellen på jyder og københavnere. Forskellen på konservative og liberale. Kristne og muslimer. Arbejdere og kapitalister. Unge og gamle. Eller endda hvor hegnet står i skellet.

Vi er alle provinsen

Som Sting så fint opsummerede midt i den kolde krig: "Jeg håber også russerne elsker deres børn". Alle de store og bærende ting ved os mennesker er ens. Helt ned til under celleniveau. Med Human Genome Project i 2003 blev det fastslået, at alle menneskers DNA er 99.9% ens og at man ikke kan tale om racer, fordi vi er én race. Det allermeste er helt ens i alle mennesker.

Når vi så klemmer øjnene tilstrækkeligt sammen og ser gennem biologi, kærlighed, civilsamfund og pligter, så kan vi stille skarpt på de mikroskopiske forskelle, der gør netop vores egen identitet unik.

Langt de fleste konflikter handler om identitet og det er også derfor de ikke kan løses logisk. Hvis den ene nabo føler det som et overgreb og den anden, som en indrømmelse, så bliver hegnet ikke flyttet en eneste centimeter. Men det ser man ikke, mens man står med det ene ben i en klage til Teknisk Forvaltning. Der ser man bare rødt.

Fordi vi har fortællingerne kan vi se det udefra. Hoppe ud af rollen som den forurettede nabo og se det udspille sig udefra. Som Aristoteles håbede, så kan vi se det tragiske og ind i mellem det tragikomiske, i det der bliver sagt og særligt i det der ikke bliver sagt. Hvis vi tænker på naboen som menneske og ikke som modstand, kan konflikten ikke opretholdes.

Afstandene i Danmark er små. Med flyet fra Aalborg kan man for kr. 250,- stå på Kongens Nytorv i København, på under halvanden time. Eller i Rønne for kr. 1000,- på samme tid.

Det samme gælder den sociale mobilitet. Med et uddannelsessystem, der, stort set, er gratis og understøtter den enkelte med SU, kan enhver gøre noget, som krævede uanede kræfter og indsats for vores bedsteforældre og oldeforældre. Nemlig foretage de såkaldt intragenerationelle spring. Hvor man i sin egen livstid springer mellem de sociale klasser. Måske flere gange.

Men når alle kan alt, så er det også sværere at skille sig ud. Med korte afstande fysisk og socialt, så er der ingen undskyldninger. Når alle kan blive alt og bliver det, så er der en højere barre før du er noget. Som alle andre ikke er.

På den måde er provinsen i os danskere et tveægget sværd, der både giver og tager. Den giver stadigt voksende rammer for vores liv og muligheder, samtidig med alle er præcist berettiget til det samme.

Nemlig lighed og forskellighed.


Hvis du har læst ovenstående og ikke abonnerer på nyhedsbrevet, så er der en algoritme mellem os. Det behøver der ikke være.

Klik her og bliv gratis abonnent, det er gratis og uforpligtende, men det holder mig til ilden og giver dig mere relevant inspiration.

Vi er nu 62, der læser disse skriv og hvis du finder glæde eller indsigt i dem, så håber jeg du vil anbefale din familie, dine venner og bekendte at tage et kig. Det hele er gratis og forbliver gratis.

Lige nu eksperimenterer jeg med reklamer, så jeg kan hente en smule af udgifterne til server og trafik ind igen. Du er velkommen til at smide din oplevelse på det sociale medie, der bragte dig hertil, så får jeg din oplevelse med i den samlede pulje.

Vil du læse teksterne uden reklamer, så abonner! Der er ikke reklamer i mailen, der kommer højst en gang om ugen og typisk hver anden uge.

Hilsner Patrick

Patrick Damsted

Patrick Damsted

Nysgerrigt undersøger og beskriver Patrick vores menneskelige erfaringer og indsigter - og de blinde vinkler, som påvirker vores hverdag og livskvalitet.