Skam og skaberi
Det er uretfærdigt, men vores hjerner fokuserer meget mere på det negative end det positive. Det giver jo fin mening, hvis vi tænker ren overlevelse. Hellere overforberedt og tilbøjelig til sikre valg end stendød. På kort sigt. Men når det kommer til at leve, og særligt udleve det man drømmer om og længes efter, så står negativiteten hurtigt i vejen, som noget man bliver nødt til at acceptere og navigere i. Man bliver nødt til at virke på trods.
I gamle dage kunne ingen høre dem, der sad og råbte af fjernsynet. I dag har anonymiserede tastaturkrigere monopoliseret opmærksomheden gennem den største og mest mudrede megafon der har eksisteret. Kommentarsporet.
Tastaturkrigernes mål er ikke at noget bliver bedre. Heller ikke at noget bliver forlænget af en konstruktiv eller informeret samtale. De sidder i deres mentale uvaskede netundertrøje og er ikke det mindste interesseret i at investere sig selv i en konstruktiv dialog. De har for længst lært at det destruktive, på en sær omvendt facon, giver dem mere. Gennem erfaring har de forfinet perfiditeten og negativiteten, som værktøj til at gidsle algoritmer og mennesker. Og vigtigst af alt, opmærksomheden.
På forunderlig vis formår de at være det sorte hul, der opsuger opmærksomheden, fra både de der skaber og dem der skabes for, uden at bibringe nogen reel værdi for nogen.
Der er ikke meget håb at hente når vores hjerner og de algoritmer vi skaber, ensidigt fokuserer på det negative. Men kampen er ikke ny og kommer ikke med opfindelsen af kommentarsporet. Året efter han var gået af som amerikansk præsident, i 1910, holdt Roosevelt talen "Citizenship in a Republic" i Paris. Du kender den sikkert under et andet navn. Hentet fra den mest berømte passage i talen, nemlig "The Man in the Arena".
Lad mig omgående pointere at tiden heldigvis har lært os, at det præcis ligesåvel kunne være en kvinde eller en person som identificerer sig på en anden måde end gennem de klassiske køn, der er i arenaen. Men for ikke at skrive Roosevelts ord om, citerer jeg her den oprindelige form. Det er ikke et indspark i hverken køns- eller identitetsdebatten fra min side. Det er historiske citater. Læs dem venligst som sådan.
"Citizenship in a Republic" er en kæmpe tale. Både i emner og antal ord. Uden bifald og pauser tager den tæt på en time at læse op. Undervejs indrammer talen bl.a. den del af den amerikanske folkesjæl, som ikke nyder at tabe, men tolerer at fiasko er et uundgåeligt element af succes.
Richard Nixon citerede Roosevelt da han på amerikansk tv annoncerede, at han som den eneste præsident i historien gik af før tid. Nixon erkendte at han havde fejlet, men at det er uafvendeligt for mennesker der stiller op. Han beskrev sig selv med citatet: "[the man] who is actually in the arena, whose face is marred by dust and sweat and blood; who strives valiantly; who errs, who comes short again and again, because there is no effort without error and shortcoming; but who does actually strive to do the deeds; who knows great enthusiasms, the great devotions; who spends himself in a worthy cause; who at the best knows in the end the triumph of high achievement, and who at the worst, if he fails, at least fails while daring greatly".
Faktisk fortsætter talen hvor Nixon stoppede: "- so that his place shall never be with those cold and timid souls who neither know victory nor defeat". En linje, der forøvrigt er tatoveret på Miley Cyrus arm.
Når jeg tænker over hvor mange politikere jeg faktisk kan citere som inspiration, så er det ikke mange. Churchills "Never in the field of human conflict was so much been owed by so many to so few" er en. Kennedys "We choose to go to the Moon in this decade and do the other things, not because they are easy, but because they are hard" er et andet bud. Roosevelts tale melder sig klart ind i samme liga.
Gennem tiden har forskellige dele af talen ræsonneret med forskellige mennesker i forskellige situationer og inspireret dem til at overvinde eller gennemleve forskellige udfordringer. Roosevelt selv var, som historien beskriver det, overrasket over modtagelsen fra det franske publikum, der hyldede ham med stående ovation. Han havde været på ferie i godt et år efter embedet. En ferie som i store dele var blevet brugt til storvildtjagt i Afrika. Den var nok ikke gået i dag. Men det fine og mest citerede ved talen er de passager, som ikke relaterer sig til 1910, men universelt til mennesket og vores liv.
Derfor kunne talen også, hundrede år senere, inspirere en texansk kvinde, der forsker i skam. I dag er Brené Brown bredt kendt. På linje med de største komikere og tidligere tv-personligheder har hun haft en special på Netflix og nu har hun sit eget show. Men det begyndte alt sammen med et sammenbrud. Som hun omtalte i en lokal Ted Talk, som hun afholdt i den texanske storby Houston i 2010. Den ændrede Browns liv af to årsager. Hun omtalte sit sammenbrud offentligt. Som primært opstod fordi hun erkendte at hun ikke ville kunne lave reel forskning, der forstod og forandrede vores erkendelse af skam og sårbarhed uden at smide kontrollen og selv være sårbar.
Dels fordi ånden var ude af flasken. Hun havde sagt navnet på den unævnelige. Talen er her.
Brown sætter fokus på forskellen mellem skyld og skam. Skyld kan løses med undskyld. Det var dumt eller forkert gjort. Rundstyk. Det var ikke med vanilje. Skam kan ikke løses, kun forløses. Det sidder i os og er os. Skyld er den forkerte ting, du gjorde. Skam er dig, der er forkert. Og med skammen indskrænker du dig selv og din ret til at være og sige nogen noget.
Et år senere, på den anden side af endnu et nedbrud og tons af skam over sin første tale, holdt Brené Brown endnu en Ted Talk. Denne gang med oplevelsen af at være blevet personliggjort som Ted Vulnerability fordi hun havde nævnt den unævnelige. Nemlig sårbarheden, som vi forveksler med svaghed og derfor kan udnytte til at få andre til at skamme sig.
Skam og sårbarhed er to modstridende kræfter i udviklingen af mennesker og dermed også udførelsen af kreativt arbejde. Her er den anden tale. Kun et år senere, men med en kæmpe indsigt på plads.
I talen fortæller hun, hvordan et citat havde hjulpet hende gennem angsten for at vise sårbarhed og skammen ved at stille sig frem. Det var Roosevelts tale og det var særligt passagen, som navngav den i folkemunde, nemlig "The man in the arena". For hende stod særligt to ord ud:
“It is not the critic who counts; not the man who points out how the strong man stumbles, or where the doer of deeds could have done them better. The credit belongs to the man who is actually in the arena, whose face is marred by dust and sweat and blood; who strives valiantly; who errs, who comes short again and again, because there is no effort without error and shortcoming; but who does actually strive to do the deeds; who knows great enthusiasms, the great devotions; who spends himself in a worthy cause; who at the best knows in the end the triumph of high achievement, and who at the worst, if he fails, at least fails while daring greatly, so that his place shall never be with those cold and timid souls who neither know victory nor defeat.”
Er det ikke præcis det bedste man kan aspirere mod som menneske? At modigt bruge sig selv for egen og andres skyld. Og dermed mindst kunne fejle med det man tror på, fremfor intet at mærke i livet. Fremfor at se sårbarhed som svaghed, burde vi se på det som et adelsmærke af sandhed og mod. Modet til virkelig at ville en selv og andre noget godt.
Vi vil allesammen gerne høre til. Det er grundkodet i vores sjæl og legeme. Det tror jeg særligt gælder kritikerne. Jo højere de skriver, jo mere negativt de angriber, jo mere er smerten tydelig. Se mig, hør mig, elsk mig. Lad mig høre til.
Problemet er at kritikerne kommer aldrig til at høre til, fordi de ikke tør være sårbare og dermed spille på lige vilkår. De skjuler sig og dækker sig med et skjold af negativitet. De råber højt for at overdøve sårbarheden og skyder med skam, så de ikke behøver følge med, fordi de afskrækker andre fra at gøre det. De sænker barren kollektivt og trækker sværdet i et hvert rum, hvor de møder sårbarhed. De tvinger os alle til at dække os og gå i forsvar. Så de ikke møder den sårbarhed, som de er så bange for at møde i sig selv.
Men de kommer aldrig med og derfor skriger de endnu højere. Desperate for at blive hørt og høre til. Tragedien er, at jo højere de skriger, jo længere væk kommer de fra os andre. Vores udfordring er ikke at rumme dem eller løse deres problemer. Løsningen ligger lige for. Deltag på lige vilkår, så hører du til omgående. Vores udfordring er at turde det store mod. Vise sårbarheden. På trods. At skabe noget, mens de skaber sig.
Hvis du har tid og lyst, kan du klikke her og læse Roosevelts tale i sin helhed.
Get this!
SYSTEMET er din ven! Forleden var jeg i podcasten Smartere. Der var meget at lære, både om sig selv og GTD! Og så viste det sig, at det allerede var i spil. Måske også i dit liv, uden du ved det?
Podcasten tager udgangspunkt i GTD men tager en virkelig spændende drejning mod kreativitet og hvad der sker når vi spænder ben for den eller glemmer den, for at se om den dukker op af sig selv igen.
Themefisher
Tilgivelse?
ARGH! Kender du fornemmelsen af ikke at kunne give slip. Ikke kunne komme videre. Ikke være fri af fortiden... fordi du stadig håber på en retfærdighed, der aldrig kommer? Well, så er det på tide at tilgive. Men ikke på den måde du tror!
Det kan virke helt uoverskueligt at skulle tilgive og tolerere et andet menneske. Særligt, hvis man ikke er klar eller føler, at alvoren er så tung, at man aldrig bliver klar. Men der findes faktisk en tilgivelse, hvor du ikke skal gå på kompromis.
På gensyn
Det var alt for denne gang, men en ny samling inspiration er lige om hjørnet.
Lige nu er vi 17 i denne lille kreds og jeg vil gerne bede dig om at udvide kredsen med dem, som du mener kan have glæde af at være med. Del med nogen du mener kan have glæde af det og husk at abonnere, hvis du ikke allerede er på listen. Det gør virkelig en forskel. Og det er jo derfor vi er her. For at gøre en forskel.
Hilsner Patrick
